Søg
  • Victor Feddersen

Guldfireren

Danmarks mest succesfulde idrætshold – skabt og udviklet på Bagsværd Sø

I 1993 blev det besluttet at letvægtsroning skulle repræsenteres til OL med en firer uden styrmand og en dobbeltsculler for herre og en dobbeltsculler for damer. Første gang letvægterne skulle i ilden til OL, var i 1996 i Atlanta. Med en i forvejen meget stærk en-åres gruppe, funderet tilbage i 80’erne var det en let beslutning for Danmarks Rocenter (Landsholdet) at satse alt på en firer uden styrmand. Bent Jensenblev udpeget som træner, der havde nogle stærke resultater fra dame letvægtsgruppen og et stærkt makkerskab omkring herreletvægtsgruppen med Bent Fransson på CV’et. Bent var autodidakt rotræner, med en stærk tro på at det er vigtigt at sætte det stærkest mulige hold på den mest fair og gennemskuelige måde. Det startede med en annoncering af prestigeprojektet lige umiddelbart efter VM i Racice(Tjekkiet) i 1993. I efteråret efter VM blev 25 udvalgte roere fra hele landet inviteret til første af flere træningssamlinger hen over efterår og vinteren 93/94. I Bents invitation beskrev han sin ambition med holdet. ”Vi skal finde fire mand der kan kvalificere sig til OL i Atlanta (1996) og tage en medalje”. Der var naturligvis ingen af de 25 indbudte roere der takkede nej. Det var super attraktivt at komme til OL og Bents ambition om at vinde medalje, fik det til at kilde i de flestes maver – det var meget ambitiøst. Der var sådan set ikke noget der kunne overgå dette projekt… Heller ikke i andre dele af livets faser. Alle mødte op i topform til efterårets første træningssamling. Der var ikke den bedste teamånd på dette tidspunkt – alle var sig selv nærmest.

Faktaboks: Letvægt for herre: Gennemsnitsvægt for holdet 70,00 kg og maksimum 72,50 kg pr person. Fireruden styrmand: 4 mand med én åre pr. roer. Dobbeltsculler: 2 mand og to åre pr. roer

Med ca. 3-ugers intervaller mødtes vi alle på Bagsværd Sø til tre opslidende og stærkt konkurrencebetonede dage med diverse test i bådene på søen og indendørs i maskiner og vægtlokalet. Efter 6 måneders benhård selektering sad Niels Laulund1, Thomas Poulsen2, Eskild Ebbesen3 og Victor Feddersen, Stroke (4) på båden – og endelig kunne vi kalde os et hold. Holdet havde fra start en fælles målsætning (uden fælles mål, intet hold), som allerede annonceret i invitationen til træningssamlingerne. At vinde en medalje ved OL i Atlanta! Men trods det høje ambitionsniveau, herskede der fra start en vis frustration over målsætningen. Holdet havde til sin internationale debut i det tidlige forår 1994 på den kunstige robane i Duisburg, sat ny verdensrekord og slået alle internationale konkurrenter. Holdet var fra dag ét, allerede på det niveau, som var ønsket 3 år længere fremme til OL i 1996. Derfor frustration. Havde vi toppet for tidligt? Var der overhoved et udviklingspotentiale? Efter succesen i Duisburg, fulgte et par intense dage med møder omkring holdets fremtid. Møder som undertegnede husker som de bedste møder holdet nogensinde har haft. Det var her vi grundlagde fundamentet til vores 22 årige succes. Vi blev i fællesskab enige om at der var et stort udviklingspotentiale, som vi nøje fik kortlagt. Og med et udgangspunkt som værende det pt. bedste internationale hold, kunne den medalje der skulle vindes i Atlanta 1996, kun have én farve – GULD. Det var den plan der senere skulle vise sig, at revolutionerer måden at træne på og leve sit liv som topatlet. En træningskultur der nu har forplantet sig langt ud over Dansk roning. En tilgang til udvikling af topatleter, som Team Danmark nøje har delt ud af til andre idrætsgrene. Det er vi meget stolte og beæret over.


Hvad var det så vi gjorde anderledes? Stort set alt. I de fleste øjne, der havde deres gang omkring rocenteret og landsholdet, lød det nok som en masse brok og krav fra vores side, men reelt var det nøje udtænkte planer om træning og forhold på vandet såvel som på land vi ønskede at optimere. Jeg tror aldrig der har været et dansk rohold der tidligere havde råbt så højt og så lang tid op om diverse krav/ønsker før niveauet passede til en guldmedalje. Og den tilgang og medfølgende forstærkede vindermentalitet, blev nok ikke opfattet lige sympatisk af alle omkring holdet… Men vi havde det fantastisk – alle 5. Grundlæggende øvede vi os i at træne hårdere end vi nogensinde havde prøvet tidligere. Bent var manden der støt og roligt fik puttet mere og mere på programmerne. Antallet af km blev også rykket en smule, men dette var ikke det vigtigste. Det vigtigste var kvalitet fra først tag – også under opvarmningen til den daglige træning. Der var ingen grund til at ro kilometer, hvor vi ikke fokuserede 100% - og trykkede 100%. For nogle af os, medførte det også adskillige år med konstant træthed, på nær under de vigtige konkurrencer – der restituerede vi en smule mere. Det handlede også i høj grad om alt det der ikke var konkret træning/roning. Livet omkring roningen. Her fik vi sørget for at indrette os med et liv, hvor alle gøremål, indkøb, fritid, familieliv, arbejds- og studieliv blev målt og vejet i forhold til ønsket om en Olympisk Guldmedalje. Det medførte en hel del fravalg. Vi var 100% enige omkring hvad der vejede for tungt i forhold til vores brændende ønske, men nogle gange krævede det at man modtog et såkaldt ”godt råd” fra holdkammeraterne. Personligt husker jeg tydeligt en skiferie der blev aflyst, et skræntende forhold der forstyrrede forberedelserne og derfor på opfordring, blev stoppet og andre episoder, hvor man normalt ikke ville blande sig – hverken som arbejdsgiver familiemedlem eller ven. Vi var de professionelt bedste venner. Og det blev bemærket på de internationale ro baner. Selvfølgelig hjælper det på opmærksomheden, at vi vinder, men som en Japansk træner fik fortalt os, ”You got Karma”. Han hentydede til det sammenhold han oplevede på afstand. Et sammenhold han åbenbart ikke kunne se så tydeligt hos andre hold. Et sammenhold vi ikke var bevidste om, da vi jo bare gjorde det vi fandt naturligt. Således fik vi bevidstgjort mange af de kendetegn vi havde – og dem har vi kopieret hver gang vi stod over for et nyt OL – naturligvis med hensyntagen til den nye konstellation.

Vi vandt OL i 1996 og fik kort efter kælenavnet ”Guldfireren”. Det navn har vi vedligeholdt i 22 år! Og det er det, som er den mest fantastiske del af historien. Den vinderkultur har Guldfireren værnet meget om – og gerne delt ud af viden omkring, til dem der måtte ønske det. Pudsigt nok, er der flere atleter og trænere fra andre idrætsgrene der har været interesseret, end roere eller ro-trænere i Danmark. Og så er det en viden og erfaring som erhvervslivet har lappet i sig. I sport laver man guldmedaljer – i erhvervslivet sikre man omsætning. Denne viden og erfaring om at lave guldmedaljer er mange penge værd.


Der har naturligvis været en del kriser undervejs, som langt fra alle har mødt offentlighedens lys. Heldigvis har vi lært en del af disse kriser – også selvom vi nok har været det hold der helt bevidst har lært mest af succeserne. (Som nogle af de ypperste i vores fag, henter vi den bedste inspiration fra egne succeser). Den første store krise var en langtrukken deroute i 1995, året før første OL. Vi var i 1994 blevet verdensmestre og havde desuden roet os til verdens hurtigste tid. Det kunne egentlig kun gå for langsomt at komme til OL og den Guldmedalje. 1995 skulle bare overstås. Vi skulle have en OL-udtagelse og den fik vi indløst ved at kvalificere os til finalen i årets VM – hvor svært kunne det være med den baggrund vi havde…? Vi var nok også blevet fire små-arrogante konger på skibet, men ’come on’. En plads i finalen ved VM, burde være ”pice of cake”.

Det viste sig at blive det sværeste år nogensinde. Vi fik bl.a. smæk af Italienerne ved Luzern regattaen – vi blev nr. 2 – Det synes vi var krise (der var jo vand imellem bådene da vi krydsede mållinjen). Det skulle der gøres noget ved. Vi fik en fast træningsaftale med et juniorhold fra Bagsværd Roklub, så vi i ugerne op til VM kunne blive skarpere på selve konkurrencedelen. Junior fireren, var vist ret begejstrede for at trække nogle distancer mod os verdensmestre. Vi skulle bare ud og have lidt selvtillid efter nederlaget til Italien (Junioren skulle have smæk). Vi vandt den første distance den eftermiddag. Den anden distance var de alt alt for tæt på os… Et blandt mange skænderier startede på vores hold. Træner-Bent fik dæmpet os og vi gjorde klar til tredje distance. Den gik godt - til vi nåede målstregen. Vi blev nr. 2 efter junior fireren. Det er sådan set ok at blive nr. 2 efter Italienerne – men at blive slået af et juniorhold – det er et ”no go”. Jeg tror ikke der gik mange sekunder før hele søen vidste hvem der havde fået smæk af juniorerne.  Vi trænede ikke mere den eftermiddag. Jeg kan tydelig huske mine tanker under hjemturen fra mållinjen til bådbroen. ”Var ham Bent konfliktsky? Skulle han ikke bare se at få skiftet en af de andre ud på holdet, så vi kunne få fart i båden igen?” Jeg var vist ikke alene om disse tanker. Holdet var på kanten af opløsning. Nu kunne vi ikke mere. Heldigvis fik vi med hjælp udefra (bl.a. Niels kæreste Charlotteog den tidl. roer Lars H. Nielsen), vendt mentaliteten til den ydmyge og bidragende mentalitet, som vi havde glemt efter succesåret i 1994. Nu gik det stærkt igen. VM finalen kom i hus og billetterne til OL lå klar. Vi vandt VM sølv– Italienerne tog guldet (igen) – men vi var på rette spor.


Der er mange historier om de guldmedaljer vi har vundet på Guldfireren – heldigvis. Det grundlæggende er det tankesæt som holdet har været kendetegnet ved og den adfærd som det har medført. At ville vinde er langt fra alene et spørgsmål om den rette træning, ernæring og søvn. Det kan alle finde ud af! Det handler om at være et hold med en fælles tilgang til at arbejde sammen og leve det liv holdet finder vigtigt for at kunne bidrage til opnåelse af det fælles mål. En sådan tilgang kræver mange møder og ord, for at være enige og have den samme opfattelse af betydningen af at være enige. Vores kan koges ned til ”Vilje, Fokus, Nysgerrighed og huske at have det sjovt på rejsen”.

Guldfirerenhar gennem 22 år (1994-2016) vundet 6 Olympiske medaljer 3 Guld, 1 Sølv, 2 Bronze. Vi er blevet verdensmestre 8 gange, vundet VM Sølv 3 gange. Siden første internationale start i 1994 (Duisburg) har vi været indehaver af verdens hurtigste tid, kun overgået af os selv i 1999 (Luzern) og 2014 (5:43,15 i Amsterdam). Nu lader det til at letvægtsfireren er historie på de Olympiske robaner, så mon ikke Guldfireren og Dansk roning har den rekord til evig tid.

Bagsværd Roklub, Danske Studenters Roklub, Københavns Roklub, Sorø Roklubog mange flere, har bidraget med mange roere til kampen om pladserne på Guldfireren og det er alle os med medaljer om halsen evigt taknemmelige for. Der skal nemlig mange års træning med mange hårde kampe om pladserne for at kunne stå øverst på det største af alle podier. Danmark kan noget særligt omkring sporten roning. Ind til videre særligt i letvægtsklassen, men det er slut nu til OL. Men evnen til at skabe vinderhold med en stærk vinderkultur, håber jeg bevares og videreudvikles med henblik på fremtidige successer i Dansk Roning – særligt i den åbne klasse (de tunge), som nu er omdrejningspunkt for OL. Jeg glæder mig meget over at følge udviklingen.

Victor Feddersen har konsulentforretningen ”WinningTeam”, hvor han i samarbejde sine kunder, udvikler deres kultur til at blive en vinderkultur og får skabt de vinderteams, der skal sikre virksomheden en podieplads i deres respektive branche.



Victor sidder i bestyrelsen hos Købstedernes Forsikrings Jubilæumsfond, der uddeler legater til unge håbefulde talenter på vej mod OL.

Victor er desuden stærkt engageret i at sætte Danmark på verdenskortet i samarbejde med THE ZINKER

Victor kan træffes på mobil 26 45 26 45 eller mail victor@vinderteamet.dk


OL 2008, Beijing. Thomas Ebert, Morten Jørgensen, Mads Kruse-Andersen, Eskild Ebbesen

  • LinkedIn Social Icon
  • Facebook Social Icon
  • Twitter Social Icon
  • YouTube Social  Icon

Det er gratis at ringe eller skrive ;-)

Jeg hører meget gerne fra dig:

Tlf: 26 45 26 45

Email: info@vinderteamet.dk

 

 

CVR: 34 82 81 72

© 2020 by Vinderteamet.dk

Viderteamet Victor Feddersen

Du kan også skrive via denne kontaktformular